Der var engang, historisk oversigt, fra start til nu.

Det begyndte i Tisvildeleje.
Helsinge Røde Kors, der blev stiftet 28/6-1931, havde ved basar virksomhed på Tisvildeleje strand i 1932, fået samlet ikke mindre end 1010,52 kr ind! Dette beløb blev brugt til ‘en redningpost i Tisvildeleje – den fineste i landet’ tilføjes protokolføren i Helsinge Røde Kors stolt,- og ikke uden grund.
Et solidt hus blev bygget på stranden mellem de karakteristiske badehuse, indrettet med træjolle og lægeskab indeholdende lægemidler, et carbogenapparat, redningskranse og tromle med ca. 200 m redningsline af hampreb. Carbigenapparatet eksisterer endnu, anbragt i en solid trækasse, og skulle bruges til genoplivning af druknede personer. Man havde den, som det senere skulle vise sig, fejlagtige opfattelse, at der skulle indblæses et vist mål kultveilte i den forulykkede, for dermed at stimulere åndedrætscentret i den forlængede rygmarv til at genoptage åndedrætsfunktionen hos den druknede.
Senere udbyggedes stationen med et flagsignalsystem, idet en behjertet sommerhusejer ønskede at advare badende mod havets farer. Flagadvarselssystemet indgår stadig i den præventive livredning, og farverne forstås efterhånden af alle badende, også udlændinge, idet de grønne, gule og røde flag er internationalt anvendte. I 1935 blev der ansat en fast livredder og strandvagt for sommersæsonen, og hele livredningsvæsenet blev efterhånden en af den stedlige turistforenings aktiviteter, støttet af sogneråd og statskovvæsen, repræsenteret ved statskovfogeden i Tisvilde hegn. For et slægtled af Tisvildeboere og sommergæster kom Kaj Walther til at stå som livredderen frem for nogen. Igennem 20 år varetog Kaj Walther, bortset fra et par enkelte somre, embedet på stranden, og ved sin høje, markante personlighed var han Tisvildelejestrandens naturlige midtpunkt.

Leopard-badebukser
Han blev en fortræffelig svømmelærer for sommerfolkets børn, han var selv en glimrende svømmer, der iført leopardskindsbadebukser fremkaldte minder om Johny Weizmüllers Tarzan-figur på film, – og han var frem for alt en fremragende livredder. Af Kaj Walthers mange redningsaktioner igennem disse 20 år står redningsdåden i november 1941 nok stærkest i erindringen hos de noget ældre Tisvilde-boere.
– Jeg blev vækket kl. 4 om morgenen, fortæller Walther. Et mindre fartøj var grundstødt ud for de høje skrænter noget øst for Tisvilde-stranden. Der var to personer ombord. Fiskerne forsøgte sig med redningsraketten, men det ville ikke lykkes. Så sprang jeg i bølgerne. Jeg måtte ud to gange, først efter drengen, og så efter faderen. Det var sgu hårdt, tilføjer Walther.
Det var mere end hårdt! I et stormpisket hav og med en vandtemperatur på 6-7 grader var det en bedrift, der tåler sammenligning med den,Søren Kanne udførte en kold februardag i 1835 på Djurslands kyst. – Kaj Walther fik redningsmedaljen og Carnegie-fondens pris for tapper dåd, – og meget omtale i pressen.
– Det var jo i begyndelsen af krigen, hvor der ikke skete så meget herhjemme, slutter Walther beskedent.
walther

foto – Kai Walther træner i genoplivning, efter Holger Nielsen metoden, på stranden i Tisvildeleje 1936

En lignende aktion fandt sted 20 år senere i den anden ende af Tisvilde-området, under skoven, hvor livredder Kaj Vermehren i stormvejr hentede mand, kone og barn ind til stranden fra en lystsejler, der var strandet på 2. revle. Et par ganske habile svømmere blandt strandgæsterne forsøgte at følge livredderen ud til skibet, men måtte vende om, søgangen var dem for hård. Tre gange måtte livredderen tage turen ud til fartøjet, få fat i de tre ombordværende, når de var sprunget i vandet, og bjærger dem ind til land,en for en. Det var bjærgningsarbejde af klasse, selv om redningsaktionen foregik om sommeren med anderledes lune temperaturer.
Aktionen fik i øvrigt et pudsigt efterspil. Livredderen, der ikke ønskede at modtage nogen ‘bjærgeløn’, – han var senere svømmet ud til båden en fjerde gang for at hente familiens penge og andre værdier, – var biologistuderende med særlig interesse for fugle. Og den reddede ejer af båden viste sig at være – fuglekonservator! Naturligvis fik livredderen straks tilbuddet om at få sine fugle udstoppet på særdeles rimelige vilkår!

Pige på jobbet
Efter Kaj Walther afgang fra posten i 1955 oplevede de undrende Tisvildeleje-boere og sommergæster at se en pige forvalte embedet på stranden ved molen, men frk. Windfelt blev snart en populært skikkelse, ikke mindst blandt de mange børn omkring bugten. Hun passede sit arbejde med stor omhu, et arbejde, der dengang omfattede såvel livredning, svømmeundervisning, samarittergerning som strandrenovation! Det var i denne periode, at Vejby-Tibirke kommune fik anlagt den store p-plads for enden af vejen gennem fiskerlejet. Samtidigt opførtes en bygning ved indgangen til p-pladen, der kom til at rumme kiosk, toiletter og – et rum til livredderen!
Denne store forøgelse af holdepladser ved vandet skulle vise sig at få en stor betydning igennem de glade 60ére, hvor folk fik råd til at købe bil. Antallet af en-dags urister forøgedes mangefold, og alle betalte pligtskyldigt deres en-krone eller to-krone for at komme til at parkere på den asfalterede plads med udsigt over havet, et af landets største og bedste parkeringsområder. De mere energiske badegæster vandrede gerne ud under skoven, hvor der på strandene udfoldede sig et stadig voksende bade- og fritidsliv.
Publikumstilstrømningen forøgedes yderligere, da den bilkørende trafik fik adgang gennem skoven til stranden ved Stængehus, hvor en p-plads blev anlagt. Snart efter blev det militære skydeterræn på Melby Overdrev åbnet for andre skarer af bilende badegæster og soldyrkere, fortrinsvis fra det stor-københavnske område. Et så voldsomt pres og en så stor koncentration af sommergæster på de større eller mindre nordsjællandske offentlige strande var næppe forudset. Faciliteterne til at modtage så mange en-dags turister var langt fra udbygget i takt hermed. På varme og solrige sommersøndage kunne strandgæsterne tælles i titusinder fra Hundested til Helsingør, og der kunne opstå trafikkaos-lignende tilstande på vejene til og fra badestederne.
Med også de badesikkerhedsmæssige foranstaltninger var mangelfulde.
I 1958 var der kun 2 livreddere på hele Nordkysten – én i Tisvildeleje og én i Hornbæk.

Reformernes tid
Redningsapparaturet var mange steder mangelfuldt og forældet. Dagspressen bragte artikler om halvrådne redningsjoller, møre liner og smuldrende redningskranse. Det stod heller ikke for godt til i Tisvildeleje, selv om de ydre rammer var i orden. End ikke en kikkert forefandtes. Man gik måske ud fra, at livredderen havde falkeøjne, eller selv medbragte kikkert og andet udstyr.

tisvildeSH foto – Livredderen Søren Schmidt giver svømmeundervisning ved molen i Tisvildeleje i 1959

Men midt i 1960érne vandt den nye genoplivningsmetode, mund-til-mund/næse-indblæsning frem også herhjemme, selv om den danske Holger Nielsen-metode blev bibeholdt adskillige år endnu, måske af nationalveneration. Kaptajn Holger Nielsens genoplivningsmetode havde dog gået sin sejrsgang over det meste af verden i sin tid. Nu betragtes denne metode af mange som værdiløs, hvilket nok var et chok for redningsmandskab af den gamle skole. Reformernes tid var begyndt. I 1966 vedtog en enig generalforsamling i turistforeningen for Tisvilde og omegn omgående af anskaffe den af overlæge Ruben patenterede Ambu-pose, hvorved man mekanisk kunne pumpe atmosfærisk luft i den druknede person ved hjælp af tryk på en gummiballon, en ventil-anordning og en gummimaske med oppustlige rande, der derved kunne lægges fast over patientens mund og næse.
1968 opstillede Røde Kors en række redningstrekanter med redningsudstyr til hjælp ved bjærgning af forulykket person. I 1969 erhvervede livredderstationen i Tisvildeleje en redningsjolle af glasfiber med påhængsmotor, ligesom man anskaffede iltpatron, der ved tilslutning til Ambu-posen kunne forsyne den druknede med rent ilt. Man havde fra medicinsk hold påvist, at en person der i nogen tid havde været ude af stand til at trække vejret og dermed indtage ilt fra luften, netop behøvede ilt, jo mere des bedre – hvilket jo nu synes meget naturligt.
Den udvendige hjertemassage vandt udbredelse blandt professionelle redningsfolk i 1970érne, idet man havde fået oparbejdet en manuel teknik, der gjorde, at man kunne erstatte hjertekamrenes rytmiske sammentrykninger ved at trykke brystbenet ned mod hjertet i tilfælde af hjertestop. Denne teknik kræver i modsætning til den relativt nemme indblæsningsmetode til kunstig åndedræt en grundig instruktion og træning, der skal vedligeholdes på et fantom, idet hjertestop uden for hospitalerne intensive afdelinger – heldigvis – er sjældent forekomne, og teknikken kan derfor selvsagt aldrig blive rutine i praksis.

Lumsk sommer
I 1969 oplevede de ferierende en god sommer med mange varme solskinsdage i juli og august. Men det gode vejr var ofte kombineret med kraftig blæst, hvorved der erfarings mæssigt opstår livsfarlige situationer for mange badende. Ulykkestatistikken for sommeren 1969 bærer også præg heraf. Alene på Sjællands nordkyst druknede 10-12 mennesker. Det følgende er en overskrift i Amtsavisen der karakteriserer badevandets farlighed den sommer: ‘Det skete igen igår!’ – Det var nok. Avislæsere i Nordsjælland vidste, at det drejede sig om endnu en drukkneulykke, denne gang ved Stængehus i Tisvilde Hegn. På denne tid havde lederen af Falck-stationen i Helsinge Arne Olsen, længe arbejdet med at livredderprojekt, der bl.a. skulle omfatte et alarmeringssystem, hvorved folk på stranden kunne kalde Falck-Zonen i Helsinge direkte og rekvirere den nødvendige assistance. Dette var også yderst tiltrængt, idet der på strækningen fra Tisvildeleje til Liseleje ikke fandtes mulighed for at tilkalde hjælp. Den der har oplevet behjertede mennesker cykle sig en besvimelse til for hurtigst muligt at nå frem til telefon 2-3 km borte vidste, at bedre alarmeringsfaciliteter var absolut påkrævet.
Den anden del af projektet bestod i en fast stationering af livreddere langs kysten, der dels kunne forhindre ulykker i at opstå, dels kunne yde livreddende første hjælp på stedet, hvis det skulle blive nødvendigt. I 1970 kom så den store kommunal-reform, der slog mange små landkommuner sammen til storkommuner. Vejby-Tibirke kommune blev således en del af Helsinge kommune. På initiativ af netop Helsinge kommune indledtes et fælles kommunalt samarbejde med henblik på en forbedring af sikkerhedsforanstaltningerne for det badende publikum. Frederiksborg amt, hvorunder de fem samarbejdende kystkommuner hører under, ble involveret.
Derimod lykkedes det ikke at inddrage de københavnske kommuner og Hovedstadsrådet i samarbejdet. Der blev nedsat et teknikerudvalg med stationsleder Arne Olsen som formand, der skulle udarbejde planer og budgetter for en livredningstjeneste. Den 20. juni 1971 havde Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste [DNK] så premiere og de første livreddere var ude på deres poster. DNK VAR FøDT!! Der blev nedsat et politisk/teknisk Redningsudvalg, som skulle stå for DNK.
Arne Olsens idé om direkte kommunikation mellem strandene og falckstationerne blev realiseret ved, at man opsatte radionødarlarmer på hveranden redningstrekant på stranden med oplysningsplakat påsat, der forklarer, hvorledes man skal forholde sig hvis man vil tilkalde hjælp.

Faste stationer
Faste livredderstationer blev i sommersæsonen 1971 etableret på 11 strande, og livredderne fik en række hjælpemidler til deres rådighed, bl.a. en specialkonstrueret glasfiberjolle med påhængsmotor og andet tilbehør, en ambu-ventileringspose, en kasse med forbindingssager og – ikke mindst – en flagstang med grøn, gul og rød flagvimpel, der betragtes som et meget vigtigt led i livreddernes præventive virke. Livreddernes redningudstyr er til stadighed blevet udskiftet og forbedret, ligesom antallet af livredderposter igennem årene er blevet forøget til 19 poster. Den stadige forøgelse og forbedrede livredningstjeneste i Nordsjælland har sat sit præg på landsdelens badestrande, og er efterhånden så anerkendt og respekteret en tjeneste, at den betragtes som en selvfølgelig del af kommunernes og amtets service-apparat for de faste beboere såvel som for de titusinder af badegæster og sejlere i sommersæsonen. Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste er senere blevet kopieret andre steder, således i Køge-bugt-strandparken, ligesom man har planer om tilsvarende ordninger i Vestsjællands Amt.
I de år der er gået siden starten i Tisvildeleje, er der således sket en vældig udvikling, dels i medicinsk-livredningsteknisk henseende, dels i udbredelse af sikkerhedsforanstaltninger ved vore kyster. Disser foranstaltninger kan ikke forhindre alle drukenulykker heller ikke på de overvågede strande. Falck Redningskorps og Søværnets Operative Kommando kan heller ikke garantere, at alle nødstedte på havet vil blive reddet i tide, men disse ‘tjenester’ har uomtvisteligt reduceret – og vil også fremover kunne reducere ulykkernes antal og konsekvenser betragteligt.